Artiklen har været bragt i Kristeligt Dagblad
Fortællere fra Ry Fortællekreds var på pletten, da den nye nationale fortælledag blev fejret for første gang den 24. januar 2014.
Af Ulla Skovsbøl (fotos: Foto: Ulla Skovsbøl ©)
I den lille landsby Lund ved Herning står et par udslidte vandrestøvler forladt ved et vejkryds. De ser næsten ud, som om nogen lige er stået ud af dem og er trasket videre uden, men støvlerne er af bronze, og ham, der gik med dem, har været død i 85 år. Støvlerne er et mindesmærke over Danmarks, måske verdens, flittigste folkemindesamler, Evald Tang Kristensen.
Han overgår både de tyske Grimm-brødre og Asbjørnsen og Moe i Norge, og takket være ham har vi i Danmark bevaret en helt enestående skat af folkelige fortællinger fra fortiden. Derfor har Foreningen Fortællere i Danmark nu udnævnt hans fødselsdag den 24. januar til national fortælledag, og den bliver markeret første gang i år.
”Det, vi vil med den nationale fortælledag, er at sætte fokus på alt det, den mundtlige fortælling kan, ikke bare som kunstart, men også på mange andre planer,” siger foreningens formand Anne Marie Krarup.
Hun optræder selv som fortæller og bruger desuden fortællingen i sit arbejde som musiklærer og i andre former for undervisning.
”Fortællingen er en værdifuld kunstart, men den bliver også brugt terapeutisk i narrativ psykologi, den kan bruges som konfliktløsning og som læringsredskab for bare at nævne nogle få eksempler. Fortællingen aktiverer i høj grad følelserne, og vi ved fra hjerneforskningen, at når man bliver følelsesmæssigt engageret, lærer man meget bedre,” forklarer hun.
Tyve arrangementer landet over
Anne Marie Krarup er godt tilfreds med, at foreningens ca. 200 medlemmer allerede det første år har formået at stable 20 arrangementer på benene rundt om landet i anledningen af den nyindstiftede mærkedag.
Den 24. januar er 20-30 fortællere fra hele Jylland kommet til Lund ved Herning for at fejre den levende fortælling og den døde folkemindesamler. Med røde næser, kolde fingre, tykke frakker, varme huer og solide sko har de taget opstilling omkring bronzestøvlerne. Selv sled Tang Kristensen formentlig mere end ét par støvler op i de ca. 50 år, han vandrede landet rundt og indsamlede op mod 2500 folkeeventyr, 3000 viser og utallige sagn, gåder, rim og remser. Han sad hos flere tusinde gamle mænd og koner på gode gårde og i usle hytter og noterede ned, hvad de sang og fortalte.
En kvinde med hovedet forpuppet i en stor øreklaphue slå på tromme og begynder at skråle: ”Tow spring, Kjæl Irsens kat, Jeremiases hund, Kræn Lausens toppet kyyyling – ååh ja.” Hun slår takt på trommen. ”Åååh ja.”
Det er fortæller Ingrid Hvass fra Holstebro. De frysende fortæller-kolleger rundt om hende stemmer også i med på den underlige tekst, der stammer fra Evald Tang Kristensen indsamlede skat.
Fortælleinitiativer blomstrer
”Vi er her for at fejre den mundtlige fortælling, som blomstrer og breder sig over hele landet i de her år,” siger Anna Grethe Bech, der holder tale for dagens helt i sin egenskab af bestyrelsesmedlem i Foreningen Fortællere i Danmark. ”Der bliver holdt fortællefestivaler, dagligstuefortællinger, baggårdsfortællinger. Der fortælles på caféer, der holdes fortællevandringer og fortællesaloner, og alt det var utænkeligt, hvis vi ikke havde en fælles tradition at stå på.”
Anna Grethe Bech, der er pensioneret gymnasielærer, lader sin rigsdanske skolestemme tie og finder sin barndoms brede vestjyske dialekt frem, da hun lidt efter til almindelig morskab folder sig ud i Evald Tang Kristensen-skrønen om konen og kræmmeren, der handlede loppepulver på Lund Marked.
Vidt forskellige fortællere
Den nutidige fortælling behøver dog ikke at være på dialekt. Den behøver heller ikke have rødder i gamle dage, og selv om de fleste fortællere ved støvlerne i Lund er ovre den første ungdom, så er medlemsskaren i Fortællere i Danmark en broget flok. Der er både hel eller halv-professionelle og mange entusiastiske amatører.
Det er folk i alle aldre lige fra fortælleglade teenagere og storby-storyslammere til jyske dialekt-fortællere og erfarne skuespillere. Foreningens alderspræsident er tidligere højskolelærer Ditte Krøgholt, der nærmer sig 90, men stadig fascinerer publikum med sine timelange fortællinger skabt over monumentale klassikere af Dostojevskij, Selma Lagerlöf og andre store forfattere.
En anden tidligere højskolelærer, den 75-årige fhv. højskolelærer Gurli Buch-Hansen, har taget turen fra Århus til Lund. Hun står ved støvlerne og glæde sig over, at den mundtlige fortælling styrker nærvær og samvær i en tid, hvor så mange sidder så meget alene foran en skærm så mange timer. Den 28-årige kommende hospitalsklovn Kristina Hansen er vild med den udveksling, hun har med sit publikum, der giver hende lige så meget, som hun giver dem, mens gartner og alternativ behandler Minna Schiøtte har en forkærlighed for de små fiffige historier, der kalder smilet frem og sætter samtaler i gang.
Gåder à la Evald Tang
”De professionelle har ikke patent på fortællingen. Alle mennesker kan fortælle, og jeg synes, det ville være skønt, hvis folk ville dele flere fortællinger og mindre brok og sladder, når de er sammen,” siger hun med et glimt i øjet og fyrer en hel salve af gamle Tang Kristensen gåder af som eksempel på meget anvendelige mikro-historier:
”Hvad er for eksempel det, der sigter efter hælen, men rammer næsen? En fis! Og hvad kan man sige om en skaldet mand og en lige så skaldet kone? Han er uredelig, og hun er ikke et hår bedre! Hvad er det, de fleste nødigt vil have, men som ingen ønsker at miste, når de har fået det? Et skaldet hoved!” Hun er næsten ikke til at stoppe.
”Den slags små historier kan altid lette en træg og tung stemning og få andre på banen med deres egne bidrag. Det skaber fællesskab,” siger hun.
Foto Ulla Skovsbøl ©
Så slår Ingrid Hvass trommen an for sidste gang til endnu en runde ”Tow spring, Krælirsens kat …” og fortællerne dragerer videre. De skal optræde i Cafe Refugiet i Herning og senere på Fortælle Galleriet i Holstebro i anledning af fortællingens dag, der efter planen bare skal være den første i en årligt tilbagevendende tradition.
