Tredje-generations Seidelin fortæller i Svejstrup

Lise Marie Seidelin  Nedergaard optræder i Svejstrup Gl. Præstegård den 4. april med Stenblomster –  et poetisk  eventyr om kunst, kærlighed og galskab.

Lise Marie Seidelin Nedergaard har været professionel fortæller i 20 år.

Lise Marie Seidelin Nedergaard har været professionel fortæller i 20 år.

Lise Marie Seidelin Nedergaard er bogstaveligt talt vokset om midt i et eventyr med en bedstemor, der var berømt over alt i Danmark for sin store fortællekunst og en mor, der livet igennem fortalte og underviste andre i fortælling.

Den 4. april kommer hun til Svejstrup og giver en prøve på sin egen kunnen, når hun optræder i Svejstrup Gl. Præstegård kl. 19.30 med den russisk fortælling, ”Stenblomster.” Det er et smukt og poetiske eventyr fra Uralbjergene om kunst, kærlighed og galskab af den russiske forfatter Pavel Petrovitj Bashov.

Aftenen, der bliver arrangeret af Ry Fortællekreds, har desuden satiriske folkeeventyr fra Iran og Vestjylland på programmet sammen med hverdagsfortællinger fra Nørrebro, som Lise Marie Seidelin Nedergaard fortæller gennem bluessang.

Inspireret af bedstemor
Fascinationen af det russiske har Lise Marie  ikke fra fremmede. Hendes bedstemor, den kendte fortæller Anne Sophie Seidelin, blev især berømt for sine unikke genfortællinger af Dostojevskijs store romaner som Idioten og Raskolnikov. Gennem mere end 40 år turnerede hun Danmark tyndt med de store romanfortællinger i sin helt personlige mundtlige gengivelse.

I 1981 tog Lise Maries mor, Sophie Elisabeth Seidelin, traditionen op og begyndte at undervise i fortælling med udgangspunkt i Evald Tang Kristensens folkeeventyr. Dermed fik hun selv et stort passivt lager af gamle eventyr med hjemmefra. Da hun som ung studerende stod og manglede et supplement til sin SU, var det derfor helt naturligt at gribe til det, hun havde lært hjemmefra: Hun blev professionel fortæller.

Men for Lise Marie er fortællingen ikke bare underholdning. Hun oplever igen og igen, at den mundtlige fortælling skaber et intenst og åbent fællesskab.

– Undervejs lægger alle en andel af deres indbildningskraft i den skål, der får fortællingen til at lykkes. Og det folk husker bagefter er ikke i så høj grad den optrædende, som det er de billeder, der blev kaldt frem hos dem selv, siger hun.

– Derfor er der er noget -ur-demokratisk og stærkt inspirerende over det samvær, man har med hinanden, når man lytter.

Tid: Fredag den 4.4. kl. 19.30.
Sted: Svejstrup Gl. Præstegård
Entre 50 kr.
Arrangør: Ry Fortællekreds

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.