Gnistrende gode historier med Ryfortællerne på Mølleskolen

Det gnistrer med gode historier, når Ry Fortællekreds inviterer til mundtlig fortælleaften på Mølleskolen i Ry torsdag den 23. november 2017

Share on Facebook

Foto: ColourboxDer er både klassiske værker, moderne litteratur og selvkomponerede skrøner på programmet, når ti fortællere fra Ry Fortællekreds byder publikum indenfor i Samlingssalen på Mølleskolen.

Svenske Selma Lagerlöf er stærkest repræsenteret i programmet med hele tre fortællinger, men tilhørerne får også mundtlige versioner af historier skrevet af moderne forfattere som Cecil Bødker og Kim Fupz Aakson. Desuden bliver der lejlighed til at høre et uddrag af Saint Exupérys poetiske historie Den Lille Prins. Præsten Peter Værum giver en smagsprøve på sin store fortælling om Luther, som han har optrådt med rundt om i landet i hele reformationsåret, og Connie Nordholt underholder med sin helt egen julehistorie Jul på Rensdyrvej.

Ry Fortællekreds, der tæller ca. 25 historiefortællere, optræder offentligt med et righoldigt program mindst to gange om året. De lokale fortælleaftner plejer at finde sted i Svejstrup Gl. Præstegård. Men da den netop har skiftet ejere, er efterårets fortælleaften flyttet til Ry og bliver nu for første gang holdt på Mølleskolen.

”Vi glæder os til at byde nye tilhørere velkommen og håber, de nye rammer kan lokke flere Ry-borgere inden for til en god historie,” siger fortællekredsens formand Helle Arnfred, der grundlagde kredsen for 16 år siden.

  • Tid: Torsdag den 23. november 2017 kl. 19.30
  • Sted: Samlingssalen, Mølleskolen, Skanderborgvej 50, Ry
  • Entre: 50 kr.

 

 

Share on Facebook

Ry-fortællerne dykker ned i gamle skatte

Den 25. april er der mulighed for at dykke ned i en guldgrube af gamle underholdende og tankevækkende folkeeventyr, når Ry Fortællekreds inviterer til åbent fortælleaften i Dover Kirkehus klokken 19.30.

Share on Facebook

Ryfortællere_2_14Den 25. april er der mulighed for at dykke ned i en guldgrube af gamle underholdende og tankevækkende folkeeventyr, når Ry Fortællekreds inviterer til åbent fortælleaften i Dover Kirkehus klokken 19.30.

Fortællerne fra Ry Fortællekreds har genoplivet et udvalg af de mindre kendte danske eventyr med titler ”Fandens hofjæger,” ”Den stærke smedkone” og ”De tre kæmper.” Aftenen byder også på litterære historier, skabt over noveller af Axel Sandemose og Karen Blixen, men også mere personlige beretninger, som bygger på selvoplevede hændelser.

Ry Fortællekreds har eksisteret siden 2000, og er et netværk af folk, som arbejder med mundtlig fortælling. Foreningen er åben for enhver, som har lyst til at prøve sig selv af som fortæller, som elsker at høre en god historie eller som bare vil være med til at fremme den mundtlige fortælletradition.

Fortællerne optræder hver især i mange forskellige sammenhænge, men holder to gange om året et fælles, åbent arrangement i lokalområdet.  Fredag den 24. april er det for første gang i Dover Kirkehus, som ligger ved kirken mellem Bjedstrup og Ry. Arrangementet er gratis.

Tid: Fredag den 25. april kl. 19.30
Sted: Dover Kirkehus, Alken vej 1, 8660 Skanderborg

Share on Facebook

Annette Bering Liisberg fortæller ”Udsigt fra en køjeseng”

Torsdag den 4. oktober 2012 kl. 19.30 inviterer Ry Fortællekreds til en underholdende og tankevækkende aften i Bjedstrup med fortælleren Annette Bering Liisberg.

Share on Facebook

Torsdag den 4. oktober 2012 kl. 19.30 inviterer Ry Fortællekreds til en underholdende og tankevækkende aften i Bjedstrup med fortælleren Annette Bering Liisberg.

Titlen på aftenens arrangement er ”Udsigt fra en køjeseng.” Det er Annette Bering Liisbergs egen fortællinger om en sporvognsbillet, en glemsom tryllekunstner, om skæbnesvangre øjeblikke, hovedløse gerninger, nystrøgne skjorter, om en argentinsk tangodanser, den ægte kærlighed og champagne på sengekanten.

Det lyder måske utroligt, men det er ikke engang helt løgn, forsikrer Annette Bering Liisberg.

– Mine fortællinger udspringer af hverdagens hændelser og iagttagelser. Men jeg fortæller fra en skæv vinkel – så historierne når ud over det trivielle og kommer til at fremstå morsomme, rystende, groteske eller med en snert magi, så alt kan lade sig gøre. Men fælles for dem er den bagvedliggende alvor, siger hun.

– Det er historier med gråd, grin og krumme tæer fortalt for voksne, og der er megen kærlighed i dem, eller – måske mangel på samme.

Annette Bering Liisberg er både fortæller, illustrator og cand. phil. i dansk litteratur. Hun er medlem af flere forskellige fortællenetværk blandt andet Fortællerkvartetten og Fortællere Con Amore.

Læs mere om Annette Bering Liisberg her 

Share on Facebook