Ingela Fahlgren

Jeg elsker at fortælle og skabe et rum, hvor vi sammen kan rejse i tid og sted. ”Det magiske rum”, hvor jeg fortæller, og de, som lytter, får billeder på nethinden fra deres eget liv og erfaringer.
Jeg leder konstant efter historier, som kan skabe glimt i øjet, en klump i halsen og mulighed for at mærke livets puls og dilemmaer …

Ingela Fahlgren

Jeg fortæller gerne historier fra mit eget liv, men også gerne andres, men jeg skal mærke historierne helt ind i hjertet, og nogle gange ved man, at det her en historie, som jeg skal fortælle, den er ”min”.

Min mormor kunne fortælle, og som barn kravlede jeg op i hendes seng og lyttede til hendes historier fra Norrland højt oppe i Sverige. Hun var med til at vække min lyst til mundtlige fortællinger.

På rejse med Tvind

Senere i livet flyttede jeg til Danmark – kom på ”Tvind”, hvor der ikke var meget plads til magi og fortællinger, men på rejsen i Latinamerika mødte vi mennesker, som fortalte, og som jeg forstod uden at kunne særlig meget spansk, men når hænder er med, og folk brænder for at fortælle, så kan man forstå historien på trods af sprogbarrierer.

Teater og underviser

I Århus i ’80’erne blev jeg en del af et sprudlende kulturliv og gik på Århus Teater Akademi og fortsatte som skuespiller i Teatergruppen Kimbri i 10 år. Her skabte vi forestillinger med et kraftfuldt, sanseligt, fysisk spil.

Efter Kimbri-tiden har jeg undervist på en daghøjskole i Holstebro i 7 år. Senere uddannede jeg mig til pædagog og har arbejdet med børn og familier fra hele verden. Her har fortælling fyldt en del sammen med børnene.

Aktiv historiefortæller

Nu er jeg historiefortæller for børn og voksne og meget aktiv i Syddjurs Fortællerscene og i Ry Fortællerkreds. Fortæller gerne både ude og inde. I juli ’25, var jeg månedens fortæller i FIDA.

Jeg fortæller gerne for en lille gruppe mennesker, som lytter intenst, eller for større forsamlinger, hvor folk åbner op for hjerne og hjerte.

Hvis I har et arrangement, hvor I ønsker en levende, engageret, indfølende og til tider sjov fortæller, så kontakt mig på:

Ingela7500@hotmail.dk eller tlf.26 82 35 98.

Comments are closed.