Lisbeth Koefoed Jensen

Min første egentlige fortællepraksis begyndte, da jeg som socialrådgiver blev ansat i en psykiatrisk sengeafdeling for voksne i begyndelsen af 1990´erne. Jeg etablerede et gruppetilbud til de patienter, der kunne magte en times samvær og koncentration. Jeg ønskede at skabe et miljø, hvor identiteten som psykisk syg blev fjernet for en stund, og hvor vi i en gruppe kunne udgøre et mere ligeværdigt fællesskab.

Med tanke for eventyrets magiske kraft og dets afsæt for tolkning og refleksion ind i eget liv, valgte jeg eventyrfortælling som tema for gruppesamværet. Jeg erfarede at eventyret med dets temaer var menneskeligt genkendelige for de fleste af patienterne og fastholdt dette i 10 år.

Efter den periode flyttede jeg min fortællepraksis og udvidede mit repertoire til også at indeholde noveller af bl.a. Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø, Somerset Maugham, Isabel Allende foruden H.C. Andersens eventyr, eskimoiske sagn og myter, vikingesagn og fortællelege m.m.

I 2015 åbnede jeg ”Voel Fortællehus” i et ombygget gammelt bageri og skabte et aktivt fortællemiljø med 5-6 åbne fortælleeftermiddage i sommerhalvåret – og ikke at forglemme med trofaste dygtige og levende fortællere.

Jeg ser mig selv som formidler af vigtige fortællinger, som fortjener at blive levendegjort. Jeg fortæller historier, der berører mig følelsesmæssigt på forskellige planer, og som har et vedkommende og menneskeligt set almengyldigt budskab. Jeg fortæller også gerne om det, der går ud over al forstand!

”At gavne og fornøje – hav stedse det for øje”, skrev lærerne i vores poesibøger. Jeg håber, at det er det, jeg gør.

Fra 1993 til 2003 deltog jeg i en fortællekreds i Sejs, og siden 2018 har jeg været medlem af Ry Fortællekreds.

Comments are closed.