Fire nye fortællinger fyldte Rys gamle bolighus

Fire fortællere fra Ry Fortællekreds og et lyttende, engageret publikum skabte i fællesskab en forrygende aften i tidligere Bolighuset i Ry.

Bjarne Jensen fortalte ud fra en gruppe skulpturer af Thomas Anderson. Lisbeth Koefoed Jensen hentede inspiration i et af Anna Klindt Sørensens værker, mens Helle Kofoed tog udgangspunkt i et maleri af Jon Gislason. Endelig havde Anna Grethe Bech skabt sin historie ud fra keramikfigurer af Charlotte Overgaard Christensen og Clara Bro Uerkvitz.

Det sagde publikum

De små 50, der gæstede arrangementet, gav det mange positive ord med på vejen, så i stedet for selv at skrive, hvor fantastisk en aften, vi syntes, det var, er her nogle kommentarer fra gæsterne:

Sikken en skøn aften med finurlige fortællinger og mange og gode lyttere. Et virkelig godt initiativ.”

En anden skrev, kort og fyndigt:

Tak for i aften, det var pissefedt!

Per Stahlschmidt lagde sin kommentar ind i Facebook-gruppen “For os der bor i Ry og omegn”:

Tak til Ry Fortællekreds og KIR24 for en sjov aften med kunst og fortælling i fantastiske rammer i det gamle “bolighus” på Kyhnsvej.”

Flotte ord fra Fredericia

Finn Kristensen kørte helt fra Fredericia for at opleve mødet mellem Kunst og Fortællinger. Han lavede følgende anmeldelse, da han nåede hjem fra Søhøjlandet til Trekantsområdet:

En fin aften på galleri KIR i Ry, alle fortællere havde originale historier at fortælle om de værker, de hver især havde valgt.
En samling mindre figurer blev til en firmaoverdragelse og følgerne af den!
En kollektion keramik begyndte at tale og flygtede til Himmelbjerget.
To malerier førte os henholdsvis til Paris og tilbage i tiden med en, som havde siddet model for kunstneren, der havde lavet værket!
Bjarnes søn leverede fin dæmpet guitarmusik som indledning og i de pauser, som opstod, når vi “publikummer” skulle flyttes mellem de forskellige værker.
Jeg nåede også at se de meste af udstillingen og fik masser af inspiration.

Stor tak til Finn og alle andre, der dukkede op til denne forunderlige aften.

Åben indtil 14. april

Udstillingen KIR24 i det tidligere bolighus, hvor du kan opleve værker af 33 kunstnere, har åbent indtil 14. april 2024.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.