Vandede historier for alle  i Svejstrup Gl. Præstegård

Hele aftenen den 8. maj 2015 drypper det med gode historier i Svejstrup Gl. Præstegård, når Ry Fortællekreds inviterer alle, der kan lide en god historie, til en aften med fortællinger om vand.

Vand er livsnødvendig. Vi kan ikke leve uden vand, og vi består selv af det: 50-60 pct. af en menneskekrop er vand. Men der er også mange gode historier, som handler om vand, og Ry Fortællekreds har gjort vandet til tema for en åben fortælleaften i Svestrup Gl. Præstegård den 8. maj 2015 kl. 19.30.

”Hele foråret har jeg gået og været optaget af vand. Ikke kun det, der regner ned fra himlen på grå vinterdage. Jeg har tænkt over vand som det livgivende element, som vi er afhængige af. Vi dør, hvis vi ikke har adgang til rent vand. Men der er også meget symbolik og mystik forbundet med vand og der findes mange gode og spændende fortælling, myter om eventyr om vand,”  siger formanden for Ry Fortællekreds, Helle Arnfred, Svejstrup.

”Derfor er jeg meget glad for, at de andre medlemmer i Ry Fortællekreds var med på ideen, da jeg forslog at gøre historier om vand til temaet på vores åbne fortælleaften her i foråret.”

De historier, man kan høre i den gamle præstegård spænder vidt. Helle Arnfred fortæller selv det gamle færøske eventyr Sælkvinden, om en sæl, der for en nat glider ud af sit skind og danser som en kvinde, men en mand ser det og stjæler skindet, og hun må nu følge ham og blive hans kone, men hvad sker der, fordi hun behøver sit skind? Der er små humoristiske småhistorier om vand, et arabisk eventyr om vandbæreren Musa, historien om den lille kilde, der bliver en stor flod og myten om Thors fiskefangst. Men aftenen byder også på moderne fortællinger, bl.a. Rifbjergs novelle Leif den Lykkelige, som også hører med i vandtemaet – og meget mere.

”Der er grøde og forvandling i mange af historierne, og det passer godt til foråret, og vi håber, publikum vil blive lige så fascineret af vand-historierne, som vi selv er blevet,” siger Ry-fortællernes formand, Helle Arnfred.

Tid: Fredag den 8.5.2015 kl. 19.30. Sted: Svejstrup Gl. Præstegård, Alkenvej 9, 8660 Skanderborg

 

Share on Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.